• To mænd mistænkes for at have stjålet 300 sidespejle

    Источник: BDK Borsnyt / 20 дек 2024 04:21:22   America/New_York

    To mænd, der mistænkes for tyveri af over 300 sidespejle fra personbiler, blev torsdag anholdt. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse fredag. De to udenlandske mænd blev anholdt i Brøndby Strand i et samarbejde mellem politikredsene på Sjælland og Udlændingekontrolafdeling Øst. Sidespejlene er blevet stjålet forskellige steder på store dele af Sjælland. Mændene er over de seneste dage blevet lokaliseret og fulgt af politiet. Mændene kørte rundt til pakkeindleveringsbutikker flere steder i Storkøbenhavn, hvor de indleverede store kasser fyldt med sidespejle. Kasserne ville de sende ud af landet. Da politiet ransagede de to mænds opholdssted fandt de en større mængde sidespejle. Carsten Høj Hansen, der er politikommissær i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, siger, at det var sammenkobling af oplysninger fra de forskellige forhold, der førte politiet på sporet af de to udenlandske mænd. - Der er rigtig mange forhold, og så kan folk have set et køretøj eller en bestemt person i forbindelse med forholdene. Hvad der nu skal ske med de mange sidespejle, som politiet har fundet, er fortsat uvist. - For en stor dels vedkommende er sidespejlene blevet erstattet, for man er jo nødt til at have et sidespejl, siger politikommissæren. Derfor er det i princippet bilejernes forsikringsselskaber, der ejer sidespejlene. Hvilket land, sidespejlene var på vej til i de store kasser, ønsker politikommissæren ikke at oplyse. De to mænd fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Nykøbing Falster fredag klokken 10. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/indland/to-maend-mistaenkes-for-at-have-stjaalet-300-sidespejle
Опубликовать